Aktiv klub på Sillebroen
Ungdomsskolen indtog Sillebroen
I fire dage var der musik og hygge, da Frederikssund Ungdomsskole besøgte Sillebroen.
Af Nikoline Errebo Petersen og Karoline Dalsgaard Grubbe
Der var dømt bordtennis, bordfodbold, wii, musik og hygge, da Frederikssund Ungdomsskole fra den 19. til den 22. januar indtog Sillebroen Shopping. Dj’en Sophie Møller på 13 år styrede musikken, og var samtidig dernede med sin veninde Marie Petersen, der også er 13 år.
- Jeg er bare hernede for at hygge mig, og fordi min veninde er dj.
Jeg synes her er fedt, fordi man kan spille alt muligt. For eksempel bordtennis, siger Marie Petersen.
Dejligt at møde de unge
Sanne Petersen var dernede som medarbejder. Hun arbejder i Frederikssund Ungdomsskole hver mandag, og derudover er hun også med i det lokale SSP gadeteam.
- Jeg synes, det er dejligt at møde de unge mennesker og arbejde med dem, siger Sanne Petersen.
God stemning og bordfodbold
Vi mødte også Alberte Wachs på 16 år, og 17-årige Amalie Stoltenberg, som var dernede for at spille bordfodbold.
- Jeg gik bare lige herind for at tæve Alberte i bordfodbold, - hvilket jeg også gjorde. Det var kun lige fordi vi så man kunne spille det. Men her er meget stille og roligt, og en god stemning, smiler Amalie Stoltenberg.





















